23.01.2020   •   Resino Trykfarver A/S   •   Nyheder 

Organisatoriske forandringer ruster Resino til fremtiden

Del på linkedin
Del på facebook
Del på email

Kvalitet, fødevaresikkerhed og produktudvikling er fokusområder i de markante justeringer af organisationen, som Resino Trykfarver netop har gennemført for fortsat at være på forkant med udvikling af trykfarver til fødevareindustrien.

Højere krav fra myndigheder og kunder og et ønske om fortsat at være branchens bedste leverandør af trykfarver til fødevareindustrien, er grundene til, at Resino Trykfarver har gennemført en af de største organisationsændringer i virksomhedens historie.

”Farve- og fødevareindustrien er i konstant udvikling. Myndigheder, kunder og forbrugere verden over stiller højere og højere krav til kvalitet og fødevaresikkerhed. Vi tror, at den udvikling fortsætter. I Resino har vi altid levet op til alle krav, men fremover skal vi også være på forkant med udviklingen. Vi skal leve op til fremtidens krav, før de er formulerede. Det får vi lettere ved med den nye organisation,” fortæller Resinos kommende administrerende direktør, Signe Cederstrøm.

Laboratoriet er blevet delt i to

Centralt i den nye organisationsstruktur står laboratoriet i Resino, der dagligt producerer et bredt udvalg af trykfarve til fødevarer og emballage i store dele af verden.

Tidligere var laboratoriet en samlet enhed, men den 1. september i år er laboratoriet blevet opdelt i en kvalitetsafdeling og en udviklingsafdeling.

Fordelene er, at de to afdelinger nu kan fokusere 100 procent på det, som de er sat i verden for: Kvalitetsafdelingen overvåger og sikrer kvaliteten i produktionen af trykfarver og i nye trykfarver, inden de sættes i produktion hos Resino. Udviklingsafdelingen får rum til at eksperimentere, tænke nyt og udvikle Resinos nye produkter til en verden i forandring.

Begge afdelinger skal desuden bidrage til at automatisere produktionen hos Resino, så virksomheden kan udnytte sine produktionsfaciliteter og mandetimer fuldt ud:

”I dag producerer vi den enkelte trykfarve fra start til slut, når vi får en ordre. I fremtiden vil vi have mange flere halvfabrikata på hylderne. Så mangler vi kun den sidste specialisering for at frembringe kundens trykfarve, når vi får nye ordrer. På den måde slipper vi for perioder med hård spidsbelastning og perioder, hvor vi ikke udnytter vores kapacitet optimalt,” siger Signe Cederstrøm og tilføjer, at en automatiseret produktion vil komme både kunder og medarbejdere til gavn.  

Projektmodel skal sikre nye produkter

Til at stå i spidsen for de to nye afdelinger er Head of Quality Department, Flemming Kjellberg, og Head of Research and Development Department, Kristian Karlsen.

Flemming Kjellberg har mere end 20 års erfaring med kvalitetsforbedringer og installation af anlæg, mens Kristian Karlsen, der blev færdiguddannet kemiingeniør for syv år siden, er fyldt med gode ideer til produktudvikling.

”Der er ingen tvivl om, at fremtidens kunder stiller større krav til fødevaresikkerhed, forbrugersikkerhed og convenience. Det skal vi tage højde for i udviklingen af fremtidens trykfarver til fødevarebranchen,”siger Kristian Karlsen.  

Han fortæller, at hans første skridt som udviklingschef bliver at indføre en projektmodel, der sikrer, at så mange projekter som muligt gennemføres og ikke går i står undervejs.

”Vi skal indføre en ny måde at håndtere projekter på. Desuden skal vi prioritere dem, så det er de rigtige projekter, vi fokuserer på, og dermed de rigtige produkter, vi får ud i sidste ende,” fortæller Kristian Karlsen.

Resino er kvalitet hele vejen rundt

De stigende krav til produkterne er også et af omdrejningspunkterne for den nye kvalitetsafdeling, forklarer Flemming Kjellberg. Og her er et af afdelingens fokuspunkter de råvarer, som Resino opkøber fra leverandører i hele verden:

”Vi vil fremover kontrollere og evaluere vores råvarer og råvareleverandører endnu mere omhyggeligt end tidligere. Mange af vores råvarer – for eksempel bindemidler og farvestoffer – er blandingsprodukter, men hvad er der egentlig i? Den slags detaljer kommer vi til at forholde os til,” siger kvalitetschefen.

Ved hjælp af blandt andet internet og ekstern undervisning og kritiske gennemgange af produktionsprocedurerne er det hans ambition at videreudvikle den helt særlig kvalitetskultur, der skal gennemsyre hele produktionen hos Resino.

”Det gælder ikke kun om at producere en hurtig levering. Det gælder først og fremmest om at produktet skal have en høj kvalitet. Resino har altid været kendt for kvalitet, og jeg håber, at vi kan skabe en kultur, hvor vi fortsat tænker på kvalitet i alt hvad vi gør. Selvom kravene til og mangfoldigheden i vores produkter stiger,” fortæller Flemming Kjellberg.   

Resinos trykfarver skal tegne fremtiden

Den samme forhåbning har Signe Cederstrøm. Hun er nemlig overbevist om, at den nye struktur er med til at ruste Resino til fremtiden.

”Vi har sammensat et rigtig godt hold. Flemming og Kristian supplerer hinanden rigtig godt, og de vil begge to gerne være med til at udvikle virksomheden i den rigtige retning,” siger Signe Cederstrøm.   

Hun tilføjer, at det går godt i Resino, og at virksomhedens overskud er en af grundene til, at det netop er nu, at der bliver implementeret en ny organisationsstruktur.

”Det er nu, at der er overskud til at tage de beslutninger, der ruster Resino til fremtiden. Vi vil træffe dem på forkant og ikke med kniven for struben,” lyder det.